§ 1 Navn og hjemsted
Afdelingens navn er Bov IF Løb & Motion og den er stiftet 24/11-1981.
Afdelingens hjemsted er Aabenraa Kommune.
§ 2 Tilhørsforhold til hovedforeningen
Afdelingen er en forening med selvstændig økonomi og selvbestemmelsesret under hovedforeningen Bov IF.
Afdelingen er underlagt hovedforeningens vedtægter. Afdelingens formand indgår i hovedbestyrelsen i Bov IF. Bov IF’s primære klubfarver er hvid og rød.
§ 3 Formål
Afdelingen har til formål at fremme medlemmernes interesse i at dyrke idræt og motion i form af løbe-/gå-træning. Afdelingen har også til formål at styrke fællesskabet og det sociale liv i afdelingen og fremme medlemmernes lyst til at engagere sig og tage et medansvar.
Afdelingen indgår i et fællesskab med hovedforeningen og de øvrige afdelinger og fremmer sine interesser i samarbejde med disse.
§ 4 Tilhørsforhold til andre organisationer
Afdelingen er via Bov IF tilsluttet DGI. Afdelingen er desuden tilsluttet specialforbundet Dansk Atletik Forbund. Afdelingen er underlagt organisationernes regler og bestemmelser.
Indmeldelse og udmeldelse af organisationer og sammenslutningen afgøres af afdelingsbestyrelsen efter koordinering med hovedbestyrelsen.
§ 5 Medlemsforhold
Som aktivt medlem kan optages enhver, der tilslutter sig afdelingens formål og betaler kontingent for en periode på mindst et år.
Der kan på samme måde optages passive medlemmer.
Afdelingsafdelingsbestyrelsen kan udpege æresmedlemmer med taleret på generalforsamlingen.
Ethvert aktivt medlem har ret til at anvende afdelingens faciliteter og deltage i afdelingens aktiviteter og tilbud samt til demokratisk medindflydelse på afdelingens forhold efter disse vedtægter. Et passivt medlem har ikke adgang til selve idrætsudøvelsen, men har alle øvrige medlemsrettigheder. For udøvelse af stemmeret på generalforsamlingen gælder bestemmelsen i § 8.
Medlemmerne er forpligtet til at overholde hovedforeningens og afdelingens vedtægter samt øvrige bestemmelser. Medlemmerne er endvidere forpligtet til at overholde de regler og bestemmelser, som er fastsat af en organisation, som afdelingen er tilsluttet.
Anmodning om medlemskab sker via afdelingens medlemssystem. Udmeldelse sker skriftligt ved meddelelse til bestyrelsen.
§ 6 Kontingent
Kontingentet fastsættes af bestyrelsen. Der kan fastsættes forskellige kontingenter for konkrete grupper af medlemmer og for forskellige aktiviteter. Bestyrelsen fastlægger opkrævningsterminer og metode.
Såfremt et medlem ikke betaler kontingent rettidigt, og ikke har betalt efter at være blevet rykket, slettes den pågældende som medlem. Sådant ophør af medlemskabet kan ikke kræves indbragt for generalforsamlingen.
§ 7 Udelukkelse og eksklusion
Et medlem kan udelukkes midlertidigt for en periode op til seks måneder eller kan ekskluderes, såfremt vedkommende handler til skade for afdelingen, eller hvis vedkommende ikke opfylder sine medlemsforpligtelser. Eksklusion indebærer, at medlemskabet ophører i den pågældende afdeling.
I sager om midlertidig udelukkelse og eksklusion har medlemmet krav på at blive hørt, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse. I sager om eksklusion har medlemmet desuden krav på, at bestyrelsens afgørelse prøves på førstkommende generalforsamling, og sagen sættes på dagsordenen som et særligt punkt. Såfremt den ekskluderede ønsker at bruge denne mulighed, skal anmodning herom fremsættes til bestyrelsen inden fire uger efter, at eksklusionen er meddelt. Bestyrelsens afgørelse om eksklusion gælder, selvom den er krævet indbragt for forsamlingen, medmindre bestyrelsen bestemmer andet.
Generalforsamlingen kan godkende bestyrelsens beslutning om eksklusion med almindeligt flertal.
Såfremt et ekskluderet medlem senere anmoder om optagelse i afdelingen, afgør bestyrelsen spørgsmålet.
§ 8 Ordinær generalforsamling
Generalforsamlingen er afdelingens øverste myndighed i alle anliggender, medmindre andet fremgår af disse vedtægter.
Ordinær Generalforsamling afholdes en gang årligt inden udgangen af 1. kvartal.
Bestyrelsen indkalder til generalforsamling med mindst tre ugers varsel ved opslag i de af afdelingen benyttede kommunikationskanaler. Forslag der ønskes behandlet skal være fremme hos bestyrelsen senest 10 dage før generalforsamlingen.
Stemmeberettiget er ethvert aktivt medlem, der er fyldt 16 år. For børn under 16 år kan stemmeret udøves af forældre/værge. Stemmeret forudsætter at man mindst én måned har været medlem af foreningen. Passive medlemmer har stemmeret efter 3. mdr. medlemskab. Stemmeret kan kun udøves ved personligt fremmøde. Stemmeretten bortfalder ved restance ud over 3 måneder.
Medlemmer af hovedbestyrelsen har med taleret adgang til at deltage i generalforsamlingen.
En lovlig indkaldt generalforsamling er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte.
Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af generalforsamlingen, og som ikke må være medlem af bestyrelsen. Dirigenten afgør spørgsmål om afstemninger. Dirigenten kan bestemme skriftlig afstemning.
Beslutninger træffes ved almindeligt flertal, medmindre andet fremgår af disse vedtægter. Ved personvalg er den valgt, der opnår flest stemmer.
Valgbar til bestyrelsen er alle der bakker op om foreningens formål og er villige til at lade sig vælge. Flertallet i bestyrelsen skal udgøres af personer, der er fyldt 18 år. Valgbar som revisor er ethvert medlem, der er fyldt 18 år.
Bestyrelsen sørger for, at der tages referat af generalforsamlingens beslutninger. Referatet godkendes og underskrives af dirigenten.
§ 9 Dagsorden for ordinær generalforsamling
Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte følgende punkter:
§ 10 Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst en tiendedel af afdelingens stemmeberettigede medlemmer skriftligt over for bestyrelsen fremsætter krav herom med angivelse af det emne, som kræves behandlet.
Ekstraordinærgeneralforsamlingen skal afholdes senest fire uger efter, at kravet er modtaget. Indkaldelse skal ske med mindst to ugers varsel. Reglerne om indkaldelsesmåde og generalforsamlingens gennemførelse gælder i øvrigt på samme som for ordinær generalforsamling.
§ 11 Bestyrelsen
Bestyrelsen er afdelingens daglige ledelse og repræsenterer afdelingen i alle forhold. Bestyrelsen kan nedsætte nødvendige udvalg og arbejdsgrupper til varetagelse af løbende eller enkeltstående opgaver.
Bestyrelsen består af 3-7 medlemmer. Ved den ordinære generalforsamling vælges et antal medlemmer til bestyrelsen, som vælges for et år ad gangen. Endvidere vælges 1-2 suppleanter for et år af gangen. På næste bestyrelsesmøde konstituerer bestyrelsen sig med minimum en formand, en næstformand og en kasserer, og foretager fornøden fordeling af opgaverne. Såfremt en suppleant indtræder i bestyrelsen, skal den pågældende bestyrelsespost besættes ved valg på den førstkommende ordinære generalforsamling.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Beslutninger i bestyrelsen kræver at over halvdelen af bestyrelsen stemmer for. Der udarbejdes referat af bestyrelsens møder.
§ 12 Regnskab og revision
Afdelingens regnskabsår er kalenderåret.
Bestyrelsen udarbejder årsregnskab. Regnskabet skal indeholde resultatopgørelse over driften samt status. Dette regnskab revideres og skal godkendes af generalforsamlingen.
Regnskabet revideres af to af generalforsamlingen valgte revisorer. På hver ordinær generalforsamling vælges én revisor for to år og én revisorsuppleant for et år.
Revisorerne skal hvert år gennemgå årsregnskabet og påse, at det er regnskabsmæssigt korrekt, og at indtægter og udgifter er udtryk for rimelige dispositioner. Revisorerne skal forsyne årsregnskabet med en påtegning. Revisorerne har til enhver tid adgang til at påse bogføring og afdelingens beholdninger.
§ 13 Tegningsret og hæftelse
Afdelingen tegnes af formanden sammen med et bestyrelsesmedlem eller af tre bestyrelsesmedlemmer. Dog ved køb, salg og pantsætning af fast ejendom samt ved lånoptagelse af den samlede bestyrelse.
Bestyrelsen kan meddele et udvalg eller en person fuldmagt til at foretage dispositioner på vegne af afdelingen.
Der påhviler ikke afdelingens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, der påhviler afdelingen. Bestyrelsesmedlemmerne hæfter heller ikke for disse forpligtelser.
§ 14 Vedtægtsændringer
Ændring af vedtægterne kan ske på enhver generalforsamling, når mindst to tredjedele af de afgivne stemmer er for forslaget. Vedtægtsændringer skal meddeles til hovedbestyrelsen.
Vedtagelse af fusion med en anden forening afgøres på en generalforsamling med mindst to tredjedele af de afgivne stemmer for forslaget. Hovedbestyrelsen afgør, om den fusionerede enhed kan være medlem af hovedforeningen.
§ 15 Udmeldelse og opløsning
Beslutning om udmeldelse af hovedforeningen samt om afdelingens opløsning skal forud være forhandlet med hovedbestyrelsen og kræver vedtagelse på to på hinanden følgende ekstraordinære generalforsamlinger. Der skal mindst være seks uger mellem de to generalforsamlinger. Til vedtagelse kræves, at mindst tre fjerdedele af de afgivne stemmer er for beslutningen på begge generalforsamlinger.
Ved opløsning tilfalder afdelingens formue hovedforeningen. Ingen medlemmer kan få andel i formuen.
Til at forestå opløsningen af afdelingen vælger den afsluttende generalforsamling to personer til at gennemføre alle nødvendige dispositioner.
Vedtaget den 23.02.2022